Musik Mig Blidt

Lubo­myr Mel­nyk har brugt ca. 40 år af sit liv på at mestre kun­sten at spil­le på et kla­ver. Han har med andre ord viet sit liv til kla­ve­ret. Han elsker kla­ve­rer, omta­ler dem som leven­de væse­ner og sam­men­lig­ner de gam­le og bed­ste eksem­pla­rer lavet mel­lem 1880–1930 med pro­duk­tio­nen af ori­gi­na­le samu­ra­is­værd — én af men­ne­ske­he­dens ypper­ste bedrifter.

Den­ne kær­lig­hed og respekt for kla­ve­ret kan høres tyde­ligt i Lubo­myr Mel­nyks måde at hånd­te­re et kla­ver på. Han har udvik­let en tek­nik, han kal­der Con­ti­nuous Music, som han er den ene­ste i ver­den der mestrer. Den­ne tek­nik består af en uaf­brudt strøm af toner frem­bragt af Mel­nyks nær­mest overjor­disk hur­tigt dan­sen­de fin­gre. Fak­tisk er Mel­nyk i stand til at ram­me kla­ve­rets tan­gen­ter op til 19 gan­ge i sekun­det! Det skul­le efter­si­gen­de gøre ham til en af de hur­tig­ste pia­ni­ster i verden.

I sig selv er det­te ikke noget sær­ligt. Hvad der er noget sær­ligt er der­i­mod, at Mel­nyk er i stand til at spil­le dis­se hur­ti­ge toner fuld­stæn­dig ube­svæ­ret og med 100 % ind­le­vel­se. Når Mel­nyk spil­ler, bli­ver kla­ve­ret en for­læn­gel­se af hans krop og han for­svin­der ind i, hvad han selv beskri­ver som en meta­fy­sisk verden:

“It’s like tur­ning your body into a jet or flying like a bird. Your flesh alters sub­stan­ce con­ti­nuous­ly and your mind is in hyper-spe­ed as the wor­ld whirls aro­und you like a hur­ri­ca­ne with the pia­no as its vor­tex, yet you remain per­fect­ly still. Motion beco­mes non-motion. Spa­ce and time all beco­me one solid enti­ty and the mind plays like rain on the sur­face of the road. I don’t think peop­le can com­pre­hend what it’s like.”

(via 15 Questions)

Når man lyt­ter Cor­ol­la­ri­es, får man en flig af den­ne ople­vel­se. Mel­nyk er ikke blot tek­nisk over­le­gen, som i nog­le til­fæl­de kan være en bar­ri­e­re for for­mid­lin­gen af musik­kens føle­les­di­men­sion. Mel­nyk for­mår i høj grad at kom­mu­ni­ke­re med sin strøm af kla­ver­strøg på en sådan måde, at du bli­ver følel­ses­mæs­sigt tryl­le­bun­det i en sonisk ver­den af alle regn­bu­ens far­ver. Det er en vidun­der­lig rus. Tit­len på num­me­ret Pock­ets Of Light er sam­ti­dig en god beskri­vel­se af Mel­nyks musik. Hvert anslag lyder som små lom­mer af lys, der til­sam­men blæn­der op for en ny ver­den af ren glæ­de og fryd. Til­giv, at jeg lyder som om jeg har fået en reli­gi­øs åben­ba­ring, men når jeg lyt­ter til Cor­ol­la­ri­es, får jeg den der “lar­ger than life” følel­se — en følel­se der over­væl­der mig og kan vir­ke deci­de­ret tåre­frem­kal­den­de. Glæ­de­stå­rer over, at skøn­hed fin­des i så ren en form. I den for­stand er album­met et lil­le mirakel.

Cor­ol­la­ri­es er Mel­nyks før­ste album på det geni­a­le pla­de­sel­skab Era­sed Tapes, som også har udgi­vet Musik Mig Blidt ynd­lin­ge­ne Nils Fra­hm, Peter Bro­de­ri­ck og A Win­ged Victory For The Sullen.

Peter Bro­de­ri­ck og Nils Fra­hm har også haft en afgø­ren­de fin­ger med i spil­let i for­hold til, at album­met over­ho­ve­det er en rea­li­tet. Kimen til Cor­ol­la­ri­es blev fak­tisk lagt, da Peter Bro­de­ri­ck og Nils Fra­hm mød­te Lubo­myr Mel­nyk til en ambi­ent musik­festi­val i Colog­ne, Tys­kland. Peter og Nils, som i for­vej­en både er ven­ner og musi­kal­ske brød­re deler sam­mer musi­kal­ske sprog som Mel­nyk, så det var natur­ligt, at beg­ge blev pro­du­ce­re på Cor­ol­la­ri­es og Bro­de­ri­ck end­da bidrag­y­der i form af vokal og strygere.

Sam­ar­bej­det mel­lem Mel­nyk, Bro­de­ri­ck og Fra­hm er et “match made in hea­ven”. Man har en stærk for­nem­mel­se af, at de tre Instink­tivt kan tune sig ind på hin­an­dens musi­kal­ske vision og kom­mu­ni­ke­re nær­mest telepatisk.

Pock­ets Of Light var Mel­nyks og Bro­de­ri­cks før­ste fæl­les impro­vi­sa­tion. Det er svært at tro, at num­me­ret ikke er et resul­tat af en læn­ge­re pro­ces, men Pock­ets Of Light skul­le alt­så være et “one take”. Man kan end­da høre Bro­de­ri­ck i begyn­del­sen sige orde­ne: “Let’s just see what hap­pens”. Bro­de­ri­cks vokal gør først sin entré ved omkring 06.30.

Lubo­myr Mel­nyk — Pock­ets Of Light 

Om ind­spil­nin­gen af Pock­ets Of Lights for­tæl­ler Broderick:

“(…)this was the very first thing we ever play­ed toget­her … Lubo­myr was tuning up my pia­no, making a ruc­k­us, boing, boing! and i was set­ting up my vio­lin with some pedals and effects, and at one point i asked him if he would mind if i sang over his pia­no playing … and he said sure! so i sat the­re with a pen and paper and slo­wly wro­te out the­se lines as he fid­d­led aro­und with the pia­no until satis­fied. i showed him the words and said, how about if i sing the­se words? and he took a minu­te to read them and then loo­k­ed at me and said, tho­se are real­ly good peter! so then we star­ted recor­ding, and on the album you can hear me say, let’s just see what hap­pens… and then we play­ed that music … it was a magi­cal moment, and very encou­rag­ing for the days to come with all of our plans at various recor­ding studios.”

(via Fra­c­tu­red Air)

Den smuk­ke tekst til Pock­ets Of Lights lyder således:

betwe­en two floors
my dreams and yours

fol­lowing a friend
fore­go­ing the end

from the ham­mers to the ears
we invi­te our fears

to sing outside
litt­le spa­ces turn wide

from the ham­mers to the ears
we invi­te our fears

to sing outside
litt­le spa­ces turn wide

and on the first try
when the keys don’t cry

we find a place
time’s only race

with pock­ets of light
cha­sing the night