Musik Mig Blidt

Lidt for­sin­ket får du her en liste over de albums udgi­vet i 2018, der har gjort størst ind­tryk på mig. Hvis du gen­nem året har lyt­tet til mine guld­korns­play­li­ster, vil du sik­kert kun­ne gen­ken­de en god por­tion af kunst­ne­re, idet de har opt­rå­dt her­på hyp­pigt. Som du måske vil bemær­ke, er der en del fæl­les­træk ved udval­get, som i den for­stand i stor grad repræ­sen­te­rer min smag for det drøm­men­de, længsels­ful­de og reflek­te­ren­de udtryk. Her i til­fæl­dig rækkefølge:

Gundelach — Baltus

Den talent­ful­de nord­mand Kai Gun­dela­ch’s debutal­bum er et sofi­sti­ke­ret og sam­ti­dig cact­hy album, der på ind­holds­si­den kred­ser om sorg, angst, depres­sion og kær­lig­hed. Rent musi­kalsk er det nær­mest et sko­le­ek­sem­pel på hvor­dan elek­tro­nisk pop skal skæ­res i mine ører; stem­nings­mæt­tet brug af ana­lo­ge synt­he­size­re med man­ge lag, skar­pe beats, Kais sår­ba­re og ømme fal­set og ikke mindst et væld af smuk­ke, min­de­vær­di­ge melodier.

 

Tom Adams — Yes, Sleep Well Death

Tom Adams er en kunst­ner jeg har holdt øje med i en del år efter­hån­den og i 2018 udkom ende­lig hans debut-LP, som var hele ven­te­ti­den værd! Adams’ lyst til at lave musik udsprang oprin­de­ligt af at lyt­te til post-rock-mestre som God­spe­ed You! Bla­ck Emperor, Explo­sions in the Sky og Sigur Rós. Dis­se inspira­tions­kil­der kan tyde­ligt høres i Tom Adams’ cine­ma­ti­ske lyd­sig­na­tur, som gen­nem mini­ma­li­stisk kla­ver, atmos­fæ­ri­ske lyd­ef­fek­ter og en svim­len­de lys fal­set demon­stre­rer en for­kær­lig­hed og et stort talent for at byg­ge num­re lang­somt op til et stor­la­dent og sto­rar­tet nær­mest kata­r­sisk klimaks.

 

Tom Day & Monsoonsiren — Tom Day & Monsoonsiren

Det­te album er en fusion mel­lem pro­du­cer, beat­ma­ger og pia­nist Tom Day og den indi­ske musi­ker og voka­list Monsoon­si­ren. Resul­ta­tet er smukt og drøm­men­de som bare fan­den. Fore­stil dig mor­gen­sol­strå­ler, der glim­ter i havover­fla­den med en regn­bue på him­len som bag­grund eller en som­mer­fugl der fly­ver i slo­w­mo­tion i en diset bota­nisk have, så har du en idé om musik­kens væsen.
Egent­lig er EP’en fra 2013, men det­te er deluxud­ga­ven af EP’en med bl.a. et nyt fan­ta­stisk remix fra en anden Musik Mig Blidt-ynd­ling — Kyson.

 

Ryan Davis — Home (EP)

En sam­ling num­re, der mester­ligt kom­bi­ne­rer neoklas­si­ske ten­den­ser med atmos­fæ­risk beat­ba­se­ret electro­ni­ca. I stil med bl.a. Max Coo­per og Jon Hopkins blan­der Ryan Davis orga­ni­ske felt­op­ta­gel­ser med digi­ta­le sam­plin­ger til en dyb, far­ve­rig, og detal­je­rig musi­kalsk rejse.

 

Rival Consoles — Persona

Rival Con­so­les har skabt et vari­e­ret album, der fun­ge­rer som kalei­doskop af melo­disk hyp­no­ti­se­ren­de lyd­land­ska­ber domi­ne­ret af ana­lo­ge synt­he­size­re og en udpræ­get brug af effekt­pe­da­ler til at mani­p­u­le­re med aku­sti­ske og elek­tro­ni­ske instru­men­ter. Album­met er inspi­re­ret af Ing­mar Berg­mans film­klas­si­ker Per­so­na og er et for­søg på musi­kalsk at udfor­ske for­skel­len mel­lem hvor­dan vi ser os selv og hvor­dan andre ser os — gen­nem det spejl, der er men­ne­skets følel­ser. Såle­des skal album­met ople­ves som en rej­se gen­nem men­ne­skets følel­ser med alle de nuan­cer, det inde­bæ­rer. Det lyder abstrakt, og det er det også, men jeg synes, det lykkes!

 

Jon Hopkins — Singularity

I mine ører det mest hel­støb­te elek­tro­ni­ske album fra 2018. Et prag­t­ek­sem­plar af et album, der for­e­ner nat­klub­stem­ning med Hopkins’ helt sær­li­ge melan­kol­ske, san­se­li­ge og sto­fli­ge kva­li­tet, hvor de simp­le, men gode melo­di­er altid fun­ge­rer som et stærkt anker mel­lem det bevid­ste og ube­vid­ste for lyt­te­rens men­tale til­stand. Singu­la­ri­ty er stærkt inspi­re­ret af Jon Hopkins’ egen erfa­ring med psy­ke­de­li­ske stof­fer, mind­ful­l­ness og medi­ta­tion. Det er, som altid, på en og sam­me tid en både fysisk sti­mu­le­ren­de og bevidst­heds­ud­vi­den­de ople­vel­se at dyk­ke ned i Jon Hopkins’ kos­mi­ske, men alli­ge­vel meget men­ne­ske­li­ge lydunivers.

Jeg vil i øvrigt kraf­tigt anbe­fa­le at lyt­te til Song Explo­der’s podcast­af­snit, hvor Jon Hopkins selv går i dyb­den med til­bli­vel­sen af num­me­ret Lumi­nous Beings. Du lyt­ter til num­me­ret og læg­ger mær­ke til de man­ge lag og nuan­cer på en helt anden måde bagefter.

 

Fyfe & Iskra Strings — EP 1 + 2

Sofi­sti­ske­re­de hip-hop-inspi­re­re­de beats, smuk­ke, fejen­de stry­ge­rar­ran­ge­men­ter og en vokal med en udpræ­get sou­let og fun­ket læk­ker­hed pak­ket ind i en dyna­misk pro­duk­tion, er nøg­le­in­gre­di­en­ser­ne i dis­se to EP’er, der til­sam­men har LP-læng­de. Bag pro­jek­tet står san­ger og mul­ti­in­stru­men­ta­list Fyfe med det bor­ger­li­ge navn Paul Dixon samt vio­li­nist James Underwood fra stry­ger­kvar­tet­ten Iskra Strings, der før har sam­ar­bej­det med f.eks. Jamie xx, The xx Radio­he­ad, Sufjan Ste­vens, Vam­pi­re Wee­kend samt neoklas­si­ske fyrtår­ne som Johann Johanns­son, Ola­fur Arnalds, Dustin O’Hall­or­an og Micha­el Price.

 

Bekon — Get With The Times

Dani­el Tan­nen­baum har pro­du­ce­ret otte num­re på Ken­dri­ck Lamar’s album DAMN og har des­u­den pro­du­ce­ret for masto­don­ter som Dr. Dre, Emi­nem, Snoop Dogg og Wu-Tang Clan pro­du­cer- og med­lem RZA. Get With The Times, hans debutal­bum, er en smel­te­di­gel af skøn­ne frag­men­ter fra Abba, Motown-funk og gro­ove, hip-hop-cool­hed, Beach Boys vokal­har­moni­er og vibes samt roman­ti­ske James Bond-agti­ge stry­ge­re, effek­ti­ve synth hooks og meget mere.

Vi har at gøre med en over­flod af idérig­dom og over­le­gen leg med gen­rer. Jeg håber ikke, det er det sid­ste, vi har hørt fra Dani­el Tan­nen­baum som soloartist!

 

Andrew Bayer — In My Last Life

Andre Bay­er er mest kend­te for sit vir­ke som DJ og tran­ce-pro­du­cer udgi­vet på tran­cear­ti­ster­ne Above And Bey­ond’s pla­de­sel­skab Adju­na Beats. Glemt alt det — det­te er noget helt andet. Det har langt mere til fæl­les med nor­di­ske synt­hpop-arti­ster som Robyn, Sus­an­ne Sund­før, Atoms For Pea­ce og M83 end club-ban­ger-tran­ce-fest på et neon­ba­det Ibiza-dan­se­gulv. Rent lyrisk kred­ser album­met om kær­lig­hed gen­nem liv og død og til­fø­jer der­med en dyb huma­ni­stisk dimen­sion til albummet.

Andrew Bay­er’s tred­je stu­di­e­al­bum har været fem år under­vejs og bevæ­ger sig i kryds­fel­tet gen­re­mæs­sigt mel­lem upbe­at electro­ni­ca og indad­vendt pop. På vokal­si­den har han alli­e­ret sig med to stær­ke voka­li­ster i form af nor­ske Ane Brun og den noget mere ukend­te Ali­son May. De to san­ge­res æte­ri­ske klan­ge fun­ge­rer emi­nent sam­men med instru­men­tal­si­den. Andrew Bay­ers tran­ce-bag­grund kan sta­dig spo­res i hans flir­ten med fil­misk stor­lad­ne, svæ­ven­de lydu­ni­ver­ser, de lan­ge sus­pen­se-fyld­te opbyg­nin­ger og smuk­ke og for­lø­sen­de over­gan­ge til omkvæ­de­ne. Bedst eksem­pli­fi­ce­ret i mine favo­rit­ter — åbnings­num­me­ret Tidal Wave, Immor­tal Lover og det flot­te næsten 10 minut­ter lan­ge epos End Of All Thin­gs, der blot ven­ter på at bli­ve brugt som sound­tra­ck i en afgø­ren­de sce­ne på film af den slags, hvor det hele kul­mi­ne­rer, og man sid­der med den­ne her magi­ske lar­ger than life-følel­se, som film kan ska­be, når det audi­ti­ve mat­cher det visu­el­le per­fekt. Mærk dig mine ord — det er kun et spørgs­mål om tid før det sker med det­te andre Bay­er nummer.

 

Olafur Arnalds — re:member

Óla­fur Arnalds har vok­set sig til at være én af de mest elske­de musi­ke­re, der kom­bi­ne­rer den klas­si­ske musik­gen­re med den elek­tro­ni­ske. Bran­che­folk har i man­gel på en enty­dig kate­go­ri blandt andet har døbt musik­ken neo-klas­sisk, post-klas­sisk og ny-klas­sisk. Som album­tit­len re:member anty­der er den­ne udgi­vel­se fuld af smuk­ke nostal­gi­ske følel­ser, som jo ofte er et tve­æg­get sværd af trist­hed og melan­ko­li og på den anden side glæ­den ved at min­des. Det er vig­tigt at frem­hæ­ve at album­met også rum­mer mas­ser af opti­mis­me. Sær­ligt i num­re som re:member, incon­sist, undir og eggi hugsa.

Dis­se følel­ser er destil­le­ret i kon­cen­tre­ret form i Óla­fur Arnalds orga­ni­ske og fly­den­de kom­po­si­tio­ner, der sam­ti­dig giver asso­ci­a­tio­ner til havets og vin­dens puls. Det er har­moni­er, som er skøn­ne at have både i bag­grun­den, men som også kan tåle foku­se­ret lyt­ning, idet der er mas­ser af detal­jer i både de elek­tro­ni­ske og aku­sti­ske instru­men­ter på album­met, her­un­der en mas­se bevid­ste skøn­heds­fejl. Lige­som den hyp­pi­ge sam­ar­bejds­part­ner, ven og kol­le­ga Nils Fra­hm, ynder Arnalds at opta­ge kla­ve­ret med mikro­fo­nen pla­ce­ret inde i kla­ve­ret tæt på dets ham­re (kan f.eks. høres på den mini­ma­li­sti­ske saman, momen­tary og nyepi), så meka­nik­kens knir­ken­de lyde træ­der tyde­ligt frem på et bagtæp­pe af susen­de hvid støj og ska­ber en følel­se af inti­mi­tet og nærvær.

Arnalds har i øvrigt i sam­ar­bej­de med kom­po­nist og lyd­mand Hal­l­dor Eld­jarn udvik­let en smart softwa­re ved navn Stra­tus, som er imple­men­te­ret flit­tigt på album­met. Softwa­ren fun­ge­rer ved at to selv­spil­len­de kla­ve­rer er pro­gram­me­ret til at auto­ge­ne­re­re en sekvens af toner, base­ret på de noder, som Arnalds spil­ler. Det viser sig at være en effek­tiv måde at ska­be smuk­ke og måske uven­te­de arpeg­gio­er på og kan bl.a. høres unfold, they sink og nyepi. Se den­ne kor­te video, hvis du er inter­es­se­ret i, hvor­dan tek­no­lo­gi­en vir­ker — det er ret magisk!

 

Nils Frahm — Al Melody

All Melo­dy er meget ori­gi­nalt album, som demon­stre­rer en Nils Fra­hm, der tyde­lig­vis har haft opti­ma­le arbejds­be­tin­gel­ser i sit nye drøm­mestu­die — det højæ­ste­ti­ske kam­mer­mu­sik­s­tu­die 3 (Saal 3) i det legen­da­ri­ske Funk­haus — det tid­li­ge­re Øst­berl­ins stats- radio- og tv-byg­ning fra 1950’erne. Nils Fra­hm er inter­es­se­ret i den fysi­ske ople­vel­se, som lyd kan ska­be, og dis­se nye smuk­ke faci­li­te­ter har næret Fra­hms spa­ti­a­le nys­ger­rig­hed — og evne til at udfor­ske alle kro­ge af sine instru­men­ters muli­ge klang­di­men­sio­ner. Udover at være opta­get i før­om­tal­te Funk­haus-stu­die har Nils Fra­hm benyt­tet en udtør­ret brønd på Mall­orca(!) for at ska­be den helt rig­ti­ge rum­klang og ekko­kam­mer-effekt. Nils Fra­hm nør­der alt­så i dén grad sine lyde, og det har båret frugt i et meget dyna­misk lyd­bil­le­de. Der­for, hvis du skru­er højt nok op og lyt­ter til album­met på et seri­øst lydan­læg eller et par gode høre­te­le­fo­ner, vil jeg vove at påstå, at All Melo­dy også vil ram­me dig i rent fysisk for­stand. Af sam­me grund vil jeg opfor­dre til at ople­ve Nils Fra­hm live, for at få den opti­ma­le fysi­ske effekt med i oplevelsen.

Men Nils Fra­hms musik er andet end blot fysik. All Melo­dy er også fuld af smuk­ke, hyp­no­ti­ske kom­po­si­tio­ner, hvor nyklas­sisk, jazz, tech­no og dub for­e­nes ube­svæ­ret, men yderst ori­gi­nalt. Udover at skif­te mel­lem for­skel­li­ge for­mer for kla­ve­rer og ana­lo­ge synt­he­size­re og sequen­ce­re, rum­mer pla­den også under­fun­digt mes­sen­de kor, stry­ge­re, trom­pet, bas­ma­rim­ba gong, pauke (sym­fo­ni­o­r­ke­strets æld­ste slag­in­stru­ment), har­moni­um (stu­e­or­gel) og gigan­ti­ske pibe­org­ler (som Fra­hm også har med på tour), men det er svært at iden­ti­fi­ce­re, hvad som er hvad. Måske er det også i Nils Fra­hms evne til at lege og mani­p­u­le­re med sine instru­men­ter, at den unik­ke Nils Fra­hm-lyd til dels skal fin­des. Som han selv har udtrykt det:

“All Melo­dy was imag­i­ned to be so many thin­gs over time and it has been a who­le lot, but never exa­ct­ly what I plan­ned it to be. I wan­ted to hear beau­ti­ful drums, drums I’ve never seen or heard befo­re, accom­pa­nied by human voi­ces, girls, and boys. They would sing a song from this very wor­ld and it would sound like it was from a dif­fe­rent spa­ce. I heard a synt­he­si­ser which sounds like a har­moni­um playing the All Melo­dy, mel­ting toget­her with a line of a har­moni­um soun­ding like a synt­he­si­ser. My pipe organ would turn into a drum machine, whi­le my drum machine would sound like an orche­stra of bre­at­hy flu­tes. I would turn my pia­no into my very voi­ce, and any voi­ce into a rin­ging string.”

 

Anna Leone — Wandered Away (EP)

Anna Leo­ne er en 24 årig sin­ger­songwri­ter fra Sto­ck­holm, der i 2018 udgav sin debut-EP Wan­de­red Away. Anne Leo­ne er vok­set op med Bob Dylan, Cat Ste­vens og Nina Simo­ne og dyr­ke­de sene­re som tee­na­ger kunst­ne­re som Sufjan Ste­vens, Lana Del Rey og Matt Cor­by. I lig­hed med dis­se kunst­ne­re, tør Leo­ne vise sin sår­bar­hed frem og kan for­mid­le sit indre uni­vers meget direk­te til lytteren.

Ker­nen i musik­ken udgø­res af hen­des aku­sti­ske gui­tar, hen­des sår­ba­re, ærli­ge og melan­kol­ske tek­stu­ni­vers samt lidt hæse, fol­ke­de vokal. Instru­men­te­rin­gen omkring er luf­tig og atmos­fæ­risk, mens melo­di­er­ne er utro­ligt hel­støb­te på alle EP’ens fem san­ge. Jeg ven­ter spændt på mere fra Anna Leone!