Roskilde Festival 2017: Anbefalinger til onsdag

28 jun 2017 by Niels Christian Juul Dejgaard, No Comments »

Vi ryk­ker ind i de rig­ti­ge festi­val­da­ge. Du har sum­pet nok rundt i cam­ping­om­rå­det nu. Vi har her på blog­gen lavet en gui­de, så du ikke er tvivl om, hvad du skal høre. Som altid over­lap­per nog­le af kunst­ner­ne en smu­le, så dér over­la­der vi pri­o­ri­te­rin­gen til dig. Justi­ce (Oran­ge sce­ne, kl. 01.00) ken­der du sand­syn­lig­vis, så dem har vi und­ladt at gå i dyb­den med, men det er sta­dig en klar anbe­fa­ling, hvis du har brug for at feste igen­nem! Her føl­ger de min­dre kend­te kunst­ne­re, vi mener, du skal tjek­ke ud.

 

VANISHING TWIN — 17.30 — Gloria

Ons­dag aften star­ter syret ud. På den lil­le, inti­me Glo­ria-sce­ne spil­ler der lidt af et eks­pe­ri­men­te­ren­de pro­jekt. Cat­hy Lucas, som du måske ken­der fra Fan­far­lo star­te­de sid­ste år pro­jek­tet, som sam­me år udgav det flot­te debutal­bum med den lidt kik­se­de titel Choo­se Your Own Adven­tu­re.

Num­re­ne er lan­ge og for­holds­vis arro­gan­te. Den opmærk­som­me lyt­ter vil bli­ve beløn­net, da det fede i pro­jek­tet hver­ken består i det melo­di­ske eller lyri­ske. Til gen­gæld er gen­re­kom­bi­na­tio­ner­ne fuld­stæn­dig geni­a­le. Der bli­ver leget med orga­ni­ske jazztrom­mer, run­gen­de synt­hezi­sers, vibra­fo­ner, kon­tra­bas og kla­ri­net. Det lyder som en blan­ding af stø­vet 60’er rock, mini­ma­li­stisk jazz og smuk klas­sisk musik.

Det er lidt en anden histo­rie med deres nye­ste EP Dream By Num­bers, som i den grad er mere lyt­ter­ven­lig. Vanis­hing Twin alli­e­re­de sig med den legen­da­ri­ske pro­du­cer, DJ Sha­dow, som har hjul­pet med ind­spil­nin­ger og pro­duk­tio­ner­ne på EP’en. Resul­ta­tet her­af er mar­kant ander­le­des fra deres før­ste udgi­vel­ser, som er svæ­re at lyt­te til. Num­re­ne er ikke læn­ge­re pysko­pat-lan­ge og rode­de (tid­li­ge­re snak­ker vi alt­så 10 minut­ters skrat­ten), gen­re­mæs­sigt er der kom­met et mere defi­ni­tivt udtryk og der er langt mere for­mat og ryt­me på num­re­ne. Det har ikke gjort pro­jek­tet kede­ligt, tvært imod. Med et næsten mel­le­møst­ligt finis­her Dream By Num­bers-EP’en vir­ke­lig et klas­se­ek­sem­pel på, hvad en ny pro­du­cer kan gøre.

Kom som altid i god tid på Glo­ria — der bli­ver hur­tigt fyldt med mennesker.

 

WARPAINT — 18.00 — Arena

Efter en halv times kunst­ne­risk pop på Glo­ria træn­ger vi nu til noget ryt­me og til­gæn­ge­lig­hed. Det har War­paint. Kvar­tet­ten fra Los Ange­les har siden 2009 udgi­vet fem albums. Det er et ruti­ne­ret, pro­duk­tivt og fedt hold. På før­ste album, Exqui­si­te Cor­p­se, er udtryk­ket mil­dest talt ander­le­des end sene­ste album fra sid­ste år, Heads Up.

Den­gang var det ømt, sfæ­risk og male­risk. man­ge af num­re­ne blev dystre, voka­len var så lav og stø­vet, at man ikke kun­ne høre tek­ster­ne. Det er de ikke læn­ge­re. Nu er det hårdt, hur­tigt og vel­pro­du­ce­ret. Det fede ved War­paint er, at de kan skif­te udtryk på ingen tid. Fra dyster pop igen­nem tung elek­tro­nisk til klas­sisk rock. Hør selv her fra før­ste til sene­ste album. Det ene­ste, de altid har holdt fast i, er deres karak­te­ri­ske lyd på trom­mer og percus­sion samt bas.

De 4 damer spil­ler efter­si­gen­de med en van­vit­tig ener­gi live, og med et bag­ka­to­log som deres, så er der ingen græn­ser for, hvor man­ge for­skel­li­ge num­re, de kom­mer igen­nem. Are­na-sce­nen ple­jer at være garant for høj, knivskarp lyd. Så mon ikke, at War­paint får det sto­re telt til at lette.

 

KEVIN MORBY — 22.15 — Pavillion

Efter et par timers pau­se, skal du nu se den ame­ri­kan­ske trou­ba­dour Kevin Mor­by. Det skal du, for­di han er en geni­al sangskri­ver, voka­list, bas­sist, gui­ta­rist og en top-char­me­ren­de fyr. Musik­ken er sim­pel og sin­ger songwri­ter-agtigt med et indi­etwist. Det fore­går i et meget beha­ge­ligt tem­po, stem­men er som­me­ti­der næsten croo­net og der er ikke ét num­mer, hvor gui­ta­ren ikke er sprød.

Siden 2013 er det alle­re­de ble­vet til fire album for Mor­by. Spe­ci­elt på det sprit­nye City Music album tager han tem­po­et lidt op, og ram­mer en lidt Mac Demarco-agtig stem­ning, bare knap så syret og gak­ket. De lidt up-tem­po trom­mer blan­det med den slø­ve bas og søv­ni­ge gui­tar gøre sim­pelt­hen musik­ken så lyt­ter­ven­lig og hyggelig.

De tid­li­ge­re pla­der adskil­ler sig ikke meget fra hin­an­den, og hvor­for skul­le de det, når num­re­ne er så simp­le og lækre. Har du en kære­ste, så tag ham eller hen­de med — der er krammer-garanti.

 

Bonobo — 23.00 — Pavillion

Efter 45-minut­ters gui­tar og vokal skal du nu høre intel­lek­tu­el hou­se-musik. Simon Gre­en udgav i 2000 sin legen­da­ri­ske Ani­mal Magic pla­de. Her blan­de­de han fransk 60’er-jazz med hip­hop. Det er ikke til at sige, men mon ikke Den Sor­te Sko­le har hen­tet en fin del inspira­tion her?

17 år sene­re er der kom­met mere stil­re­ne pro­duk­tio­ner, smuk­ke voka­ler fra blandt andet Rhye og tun­ge Mode­rat-lig­nen­de trom­mer på Gre­ens beats. Live har han skabt sig et stort ensem­b­le, hvor han frem­fø­rer sine vær­ker noget mere orga­nisk, men sam­ti­dig behol­der den elek­tro­ni­ske stem­ning. Det er alt­så en sjov blan­ding af rave, klas­sisk og jazz, når han spil­ler live. Udover sin kre­a­ti­vi­tet som pro­du­cer er han en fan­ta­stisk DJ, og har der­for sans for nær­mest per­fek­te setlister.

Sidst Gre­en besøg­te Dan­mark var i 2014, så det er en unik mulig­hed for at ople­ve den bri­ti­ske Nico­las Jaar på Apol­lo-sce­nens fan­ta­sti­ske Funk­tion-One lydsystem.

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!