Musik Mig Blidt

Whe­re Did Nora Go er ali­a­set for den dan­ske san­ger, cel­list & kom­po­nist Astrid Nora. Musik­ken er en kom­bi­na­tion af atmos­fæ­risk pop/folk/klassisk og electro­ni­ca med drøm­men­de lyde og lag af cel­lo­er. Bag sig har hun to fuld­læng­de albums samt en EP, som alle har fået fine anmel­del­ser og også har skabt opmærk­som­hed i Tys­kland. Det sene­ste album Shim­mer fra 2014 har et sinds­sygt fint åbnings­num­mer med tit­len Pas­sing Through, som først nu ende­lig har fået en dedi­ke­ret musik­vi­deo. Num­me­ret er i sig selv en lil­le per­le, som jeg synes er værd at gøre opmærk­som på for dig, som ikke ken­der det.

Num­me­ret får føl­gen­de ord med på vej­en af Astrid Nora selv:

San­gen åbner med “The­re’s not­hing wrong”. Det­te skal ikke for­stås bog­sta­ve­ligt. Jeg synes at der i vores land og ver­den det sid­ste lan­ge styk­ke tid er og har været rig­tig meget rig­tig galt. Men san­gen er skre­vet fra en anden vin­kel; da jeg skrev pla­den og det­te num­mer var jeg meget kon­fron­te­ret med bøl­ger og begi­ven­he­der der berør­te livet og døden. San­gen er skre­vet fra et meta per­spek­tiv om den­ne evi­ge cyklus — og i det sto­re sto­re bil­le­de tror jeg grund­læg­gen­de på at alt har en funk­tion og kan lære os en mas­se og brin­ge os nye ste­der hen på vores rej­se. Og set i det per­spek­tiv er alting helt som det skal være!

Både i lyrik­ken og i hele num­me­rets drøm­men­de tone for­nem­mer man den­ne dob­belt­hed. Man for­nem­mer den ople­ve­de smer­te bag, erken­del­sen af at smer­ten er et men­ne­ske­ligt vil­kår, trø­sten Astrid Nora fin­der i den­ne erken­del­se og hen­des tro på, at det nok skal gå — at smer­ten er for­bi­pas­se­ren­de. Håbet er intakt. Livet er trods alt smukt.

På den måde min­der num­me­ret mig lidt om en vug­ge­vi­se. De bed­ste vug­ge­vi­ser eller god­natsan­ge er nem­lig, lige­som til­fæl­det er med Pas­sing Through, efter min mening både drøm­men­de og rum­mer melan­ko­li, håb og noget bero­li­gen­de i sin grundt­o­ne. Det gæl­der f.eks. “Den lil­le Ole med Paraply­en”, som mine for­æl­dre sang for mig, når jeg skul­le sove eller klas­si­ke­ren “Solen Er Så Rød, Mor” med tekst af Harald Berg­stedt og melo­di af den sto­re kom­po­nist Carl Nielsen.

Pas­sing Through vil­le jeg dog ønske vok­se­de noget mere og sim­pelt­hen vare­de læn­ge­re. Num­me­ret føles en anel­se ufor­løst, som om kimen bli­ver lagt til en kul­mi­na­tion, vi aldrig får at høre. Som vi bli­ver snydt for. Her skal man selv­føl­ge­lig huske, at num­me­ret fun­ge­rer som åbnings­num­mer på en pla­de, og der­med måske net­op er tænkt som en art tea­ser eller intro. Men alli­ge­vel. Jeg kun­ne godt tæn­ke mig at høre, hvor­dan det vil­le lyde, hvis Pas­sing Through udvik­le­de sig til et episk, sym­fo­nisk postro­ck­et even­tyr af Sigur Rós’­ske dimen­sio­ner med mas­ser af lag af Astrid Noras cel­lo. Giver det mening? Døm selv.